Vi har spurgt Sarah Brandes, Kennel Lapinlumon

Hvornår fik du din første finske lapphund og lagotto og hvorfor blev det netop denne race?

Vi fik vores første finske lapphund i 1991. På daværende tidspunkt var jeg kun 12 år gammel, så det var min mor der valgte race. Min mor havde egentlig kigget på svensk lapphund, men der fandtes ingen af denne race i landet på det tidspunkt, så hun ringede til racerepræsentanten for finsk lapphund i stedet for og fik at vide, der var hvalpe i nærheden, og så blev det sådan en. Hundens opdrætter spurgte, om vi ville udstille hende en enkelt gang, da de gerne ville stille en avlsklasse efter hendes mor.
Min mor ville ikke i ringen, så det blev mig, der fik æren. Og efter den ene gang var jeg bidt af en gal hundeudstilling!
Jeg fik gjort Sirpa som hun hed til DKCH, men hun var aldrig den store udstillingshund.
Min første rigtige egne hund fik jeg i 1994 da jeg købte Fidelis Uuriel i Finland. Jeg havde ønsket mig penge til min konfirmation så jeg kunne købe min egen hund, og min mor og jeg rejste sammen op til Finland og hentede ham. Den første lagotto fik jeg i 1999.
Jeg så, Vid delle Farnie og vidste, at sådan en hund måtte jeg have. Vi havde længe ledt efter en anden race udover lapphunden og denne fandt vi i lagottoen. Tumnus som jeg kaldte ham ( Cry Out Italian Style ), en søn af Vid, blev den første registrerede lagotto i Danmark.

Hvad lægger du mest vægt på i dit opdræt?  

Mange ting er vigtige for mig.
Det allervigtigste er, at man efter min mening skal tænke sig om, når man opdrætter hunde. Hundene er en skøn hobby og adspredelse for mange mennesker, og det er dejligt, det kan være på den måde, men hvis man vælger at opdrætte i større format og lave mange hvalpe, har man, synes jeg, en pligt over for racen til at sætte sig grundigt ind i denne: historie,  type, sundhed, genetik mm. Desværre har jeg set mange eksempler på opdrættere i mange forskellige racer, der parrer de samme hunde igen og igen bare fordi, at ”de er jo søde” o.s.v. selvom hvalpene enten har defekter eller er utypiske. Flere har meget lille kendskab til racen, hvis man begynder at snakke med dem på trods af, at de kan have mange kuld på bagen. Det er i mine øjne meget useriøst. Hundeverdenen kan i mine øjne desværre blive lidt for hobbypræget. Heldigvis er der også rigtig mange super professionelle opdrættere derude.

Det vigtigeste i min avl er ærlighed. Mit motto er, at hvis man er ærlig omkring sit opdræt, kan man ikke gøre mere. Hvis man opdrætter mange kuld hvalpe er det utopi at tro, at man kan komme uden om alle problemer. Man vil altid komme ud for hvalpe med skønhedsfejl, uønsket temperament eller forskellige sundhedsskavanker. Men hvis man møder problemerne med åben pande, snakker ærligt om dem og gør sit bedste for at undgå samme fejl igen, ved hjælp af den viden man har fået ved tidligere problemer, så er man godt på vej. Kiv og jalousi og følelsen af, at en fejl på hunden er et personligt angreb på en selv fostrer alt andet en gode opdrættere.

Hvad skal man især overveje, hvis man påtænker at anskaffe sig en finsk lapphund eller en lagotto?

Begge racer er forholdsvis lette at gå til. Lapphunden er en spids med hvad dertil følger af selvstændighed og egen vilje. Har man planer på eliteniveau indenfor lydighed eller agility er det ikke racen man skal vælge. Jeg kender mange lapphunde, der er rigtig dygtige til både det ene og det andet, men jeg kender også mange, der bestemt ikke gider noget som helst. Så man kan ikke rigtig garantere arbejdsvillighed fra hvalpestadiet af, da racen tit er meget individuel fra hund til hund. Derudover er det en mere selvstændig race end så mange andre. Men det er en dejlig hund, og den er helt utroligt glad for mennesker. Så har man overskud i sit temperament til en mere katte agtig hund er den helt ideel.
Lagottoen er den sødeste, nemmeste og gladeste hund jeg kender, så der er faktisk ikke så meget at overveje. Den er måske ikke så værdig som lapphunden, måske en anelse mere lalleglad, men utroligt nem at have med at gøre og altid i et fantastisk humør. Jeg har aldrig oplevet en lagotto være sur! Med lagottoen er der en hvis pelspleje som man selvfølgelig skal være indstillet på.  

Hvor mange hunde er der i din kennel og hvor mange hvalpekuld har du lavet?

Det er svært at sige, hvor mange hunde, der er i min kennel. For tiden har jeg adskillige hunde som ikke er mine egne.
Flere passer jeg for mine venner, nogen venter på at kunne komme til Sverige og Norge og en til Australien. Derudover har jeg nogen hunde af andre racer som ikke er mine, men som jeg har taget ind for venner for at vise dem på udstillinger.
For tiden er her en cairn terrier, en siberian husky og en sort russisk terrier. Derudover har jeg mange tæver udstationeret eller ejer hunde sammen med andre opdrættere jeg samarbejder med.
Men stambasen af mine egne hunde i kennelen består af omkring 10 hunde. Indtil videre er det blevet til 21 kuld hvalpe.

I udstiller meget, er der nogle øjeblikke I husker særligt?

Alle øjeblikke er vigtige, små sejre kan iblandt være dem, der tæller mest. Hver gang man får en ny champion, europa eller verdensvinder eller lignende bliver man glad. Men der er da selvfølgelig nogen øjeblikke, der er vigtigere end andre.
Da Uuriel vandt BIS senior på dansk kennel klubs udstilling i Herning under finsk dommer Hans Lehtinen, det var et stort øjeblik. En finsk lapphund havde aldrig før ( og har heller ikke siden ) placeret sig i BIS konkurrence på kennelklub udstillinger, og så gik Uuriel ind og blev nummer 1 under en finsk dommer.
Eftersom Uuriel var min første hund, og jeg har oplevet meget med ham var det helt specielt at stå der med ham.Det må nok siges at være den vigtigste oplevelse.
Ellers har der selvfølgelig også været gode øjebikke med lagottoerne.
Tumnus præsterede på sin første udstilling i landet, hvor han altså stadig var den eneste lagotto i DK at blive BIS hvalp på dansk kennel klubs udstilling i Hillerød. Og vores eget opdræt fra første kuld, Lapinlumon Adamante, vandt på Bornholm 2003 gruppe 8 og blev dermed både den første dansk ejede og også første dansk opdrættede lagotto der vandt gruppen. Det vil man som opdrætter altid huske, da det var historie for racen, især da hunden var eget opdræt og meget ung, kun et år gammel.

En hund der har haft stor betydning for jeres avl og opdræt? 

Det må være min lagotto tæve Matisse.
Matisse er italiensk champion, europavinder mm. Hun har været mest vindende lagotto i Italien. Hendes italienske ejer Lorenzo Ciacci lod mig låne hende til et kuld, og det blev vores første ( og Danmarks første) lagotto kuld, der blandt andet tæller den før omtalte gruppevinder. Matisse rejste efter dette hjem til Italien, men efter et halvt år tilbød Lorenzo, at jeg måtte købe hende ”for good”. Matisse er en fantastisk hund som jeg ellers kun kunne drømme om at få lov at eje, eller når det gælder Matisse vil jeg nærmere sige blive ejet af.
Hun er ikke kun en af de mest racetypiske og vindende lagottoer i Europa, hun har vigtigst af alt, det mest utrolige temperament jeg har oplevet på en hund. Og utroligt nok så giver hun både sit temperament og udseende 100% videre til alle sine hvalpe. Jeg har aldrig før haft en tæve der nedarvede sig selv så stærkt, hvilket jo er et utroligt held, da hun er fuld af kvaliteter. Så hun er alfa og omega i mit lagotto opdræt.

Kan du nævne en hund du gerne, ville have ejet. Det behøver ikke være en finsk lapphund eller lagotto.

Der er mange jeg gerne ville have ejet! Den ene er føromtalte Matisse, men hende ejer jeg nu, så hun hører vel ikke til her. Faktisk bor tre af de hunde jeg beundrer meget, alle hos mine gode venner i Italien, Davide Capani og Cristina Rimini. På lagotto fronten er det føromtalte Vid delle Farnie.
Han er en helt fantastisk hund, ikke kun udseendesmæssigt,
men også temperamentsmæssigt.
Derudover deres husky Crazy ( på stamtavlen CryOut ). Hun er noget helt særligt, og jeg har aldrig tror jeg set en anden hund, der imponerede mig så meget som hende, da jeg så hende første gang. Hun tog virkelig pusten fra mig. Den tredie er Davide og Cristinas engelske setter Setr Ridges Adagious, ”Jared”.
Han er en imponerende smuk hund. Men der er mange flere. Generelt elsker jeg at kigge på smukke hunde af alle racer, og der er mange hunde jeg gerne havde taget med hjem.

En ældre hund, der vækker gode minder?

Det må helt klart være Uuriel som præcis idag, hvor jeg skriver dette fylder ti år!
Med ham voksede jeg i hundeverdenen og lærte alt, hvad jeg ved idag.
Vi trænede både lydighed og rejste til udstillinger sammen i både ind og udland. Til dags dato har han opnået at blive både dansk, international, svensk og klubchampion.
Han blev unghundeverdensvinder i Brusseles, er flere gange KBHV-vinder og var mest vindende han i racen finsk lapphunde 4 år i Danmark. Det var utroligt for en ung pige at opleve alt dette med en hund.
Idag kan jeg nemt se hans fejl og mangler, men han vil alligevel altid have en stor plads i mit hjerte, da han introducerede mig til hundeverdenen på godt og ondt, og jeg har lagt mere arbejde og kærlighed i ham end i nogen anden hund.
Den dag han ikke er mere vil en del af mit hundeliv være slut.

Hvis du skulle vælge en anden race, hvilken ville det så blive? 

Ja nu har jeg jo allerede adskillige.
Udover finsk lapphund og lagotto er det blevet til finsk hyrdehund som jeg opdrættede tre kuld af.
Derudover ejer jeg både en amerikansk cocker og en husky. Amerikanerne bliver det nok flere af på et tidspunkt, det er en race jeg altid har været fascineret af. Dog kræver det, at jeg har tiden til pelsarbejdet, og det vil aldrig blive en race jeg skal opdrætte, det er kun til udstilling. Derudover er de to racer højest på ønskelisten lige nu Great Japanese dog og Australian shepherd. Jeg arbejdede på Odense Hundesalon for Mette Sørum som hundefrisør et par år, og dette gav en vis kærlighed til terrierracerne, da vi hovedsageligt beskæftigede os med dem. Nok specielt cairnerne, da det var Mettes race og jeg lærte meget om dem gennem hende, og har for tiden også en cairn heroppe hos mig, men der er flere andre terrier racer jeg let kunne blive forelsket i, hvis jeg troede deres temperament kunne harmonere med mit. For eksempel er jeg vild med både irsk terrier og ruhåret fox terrier, men jeg ved det slet ikke ville gå for mig temperamentsmæssigt.
I gruppe syv kunne jeg nemt falde for samtlige setter racer, bracco samt weimaraner. Og der er flere endnu jeg kunne kaste mig over. Den finske lapphund og lagottoen er mine hjertebørn hvad angår opdræt, men som udstillingshund er det få racer jeg ville udelukke, at jeg pludselig kunne have lyst at have.  

Til sidst vil jeg her gerne benytte lejligheden til at sige tak til min mor!
Uden hende havde der ikke været nogen kennel Lapinlumon. Hun troede på mig lige fra starten og lod mig få hund efter hund, og hun kørte mig til den ene hundeudstilling efter den anden inden jeg selv fik kørekort på trods af, at hun ikke selv var interesseret i disse. I starten mødte jeg desværre flere mindre behagelige mennesker, der nok mente, jeg var en dum lille pige, der ikke skulle tro hun var noget. Min mor støttede mig altid 100% i det der for andre måske så vanvittigt ud, og selvom jeg idag er langt væk i Finland og klarer hele hundeverdenen selv, så vil hun altid have en del i kennel Lapinlumon for uden hende tvivler jeg på vi havde eksisteret idag.